Nogen gange føler jeg lidt, at opgaven at være forældre primært handler om et ord, nemlig “Nej”. I hvert fald er jeg desværre ikke i tvivl om, at det er et af de ord jeg bruger mest, når børnene spørger om noget, også selvom jeg er meget opmærksom på det, og egentlig prøver at svare så nuanceret så muligt.
Børn er ikke voksne, og jeg synes ikke man skal snakke til dem, som om de er det, selvom jeg godt er klar over, at nogen er af den overbevisning. Jeg prøver altid at svare på en måde, hvor det ikke kommer til at være så negativt og vender det.
Jeg bliver dog aldrig en af de der “Jeg hører hvad du siger, og forstår hvad du oplever…..” En gang imellem er man ganske enkelt også nødt til bare at skære igennem og sige nej, og så forklarer hvorfor.
Drengenes fætter har lige fået en hundehvalp og efter et besøg der, er de blevet helt skudt i tanken, om at det skal vi naturligvis også have, for den er jo så sød sådan en lille en.
Der har jeg simpelthen ganske enkelt været nødt til at forklare med meget store ord, at det skal vi ikke. Jeg er vild med hunde, og jeg synes det er et dejligt dyr, men der er bare utrolig meget besvær forbundet med at have en hund, ikke mindst hvis man gerne vil kunne tage ud og rejse, og ikke har interesseret i at skulle bruge en mindre formue på hundemad, og skulle ud flere gange om dagen for at lufte kræet.
At få en hund er et ansvar som børn sjældent har et begreb om, hvor stort egentlig er, men at forklare dette til to drenge på ca 2 og 4 år, er ikke noget der kommer let.
Seneste kommentarer